Ideer til arrangementer og aktiviteter.
Hvor meget liv vil du have på DIT børnebibliotek? En del? Og gerne af den glade, kreative slags? Så læs lige med her:
Kreative workshops til glade børn, nysgerrige forældre og spændte bibliotekarer. Hvorfor? Fordi nysgerrige børn er kloge og glade børn!
De fleste af os skal have forårets arrangementer på plads inden jul. Her kommer et par anbefalinger til gode ting. Hvis du også har nogen eller noget du vil anbefale, så skriv om det i en kommentar eller send tekst + evt. billede til julie @ boefa . dk og så lægger jeg det på bloggen.
To der er oplagte til Palles mode tema i foråret:
Flæns en t-shirt
Kom, og gør alt det som du ikke plejer at få lov til med din gamle t-shirt!
Vi skal lave halskæder, hårbånd, brocher og alt muligt andet spas. Din gamle t-shirt bliver forvandlet til nye accessories, som passer til dig og din stil. Medbring en eller to t-shirts du ikke længere bruger, gerne ensfarvede eller stribede.
Workshoppen henvender sig til de 7-14-årige piger.
Varighed: 2 timer
Max deltagertal: 10 børn
Perlemormors juvelkiste; smykker til divaer i alle aldre
En workshop hvor der ikke bliver holdt igen, med hverken perler, blonder, bånd, dims og glimmer. Alle kan være med; Vi skal lave smykker som selv de mindste hænder kan nørkle med, og som både mor og mormor vil elske at gå med.
Workshoppen henvender sig til børn fra 4 år og opefter
Varighed: Minimum 2 timer
Max deltagertal: 10 børn, dog plads til flere hvis de følges med en voksen.
Lidt jul på falderebet:
Flitterstads for hele familien
Kom og hyg på julemanér med hele familien, mens vi laver laver flitterstads og luftige engle. Vi skal lave søde uld-engle, fine ophæng til juletræet og finurlige guilander.
Denne workshop er for alle, fx som åbent værksted.
Varighed: Minimum 2 timer
Max deltagertal: 10 børn, dog plads til flere hvis de følges med en voksen
Disse tre workshops udbydes af Trine Kok, som er uddannet lærer, og har arbejdet med børn og håndarbejde hele sit liv – senest som børnehaveklasse- og indskolingslærer. Trine er også mor til 3 meget kreative børn.
Priser: En workshop af to timers varighed koster 3000 + moms og transport.
En workshop af fire timers varighed koster 5000 + moms og transport. Alle workshops er incl. materialer – og så får du altså også et knus, når I siger farvel efter en god dag! Kontakt Trine Kok på trinekok @ hotmail . com
På Gribskov bibliotekerne har vi også haft fornøjelsen af nogle pragtfulde babyrytmik arrangementer med Christina Skaarup, som vi varmt vil anbefale andre børnebiblioteker. I forhold til lignende arrangementer er disse absolut rimelige i prisen, og oven i det er Christina fantastisk til at formidle sit stof. Vi har altid udsolgt når hun er på programmet og der er altid forældre der efterspørger flere arrangementer med Christinas babyrytmik.
Christina holder først et kort oplæg med teori om vigtigheden af at stimulere barnets primære sanser, den vestibulære sans, den taktile sans og muskel/ led sansen.
Dernæst introducerer Christina i et rytmik forløb forældrene til, hvordan de kan stimulere deres barns sanser og motorik gennem musik, lege og bevægelse.
Der er masser af konkrete ideer og lege, lige til at tage med hjem og bruge. Babyerne skal være mellem 3 og 12 mdr. gamle.
Kontakt Christina Skaarup på christinarytmik @ hotmail . dk
De fleste børnebiblioteker har efterhånden et lille krea hjørne, med mulighed for at klippe og kliste og tegne. Nogen holder også workshops eller lørdags arrangementer, der giver børn og familier muligheden for at udfolde deres kreative talenter.
Her er et godt tip til at holde den kreative flamme i live med ganske små midler. Jeg tror vi er mange, der selv skal stå for alting og som ikke har ret mange penge at gøre det med. Og kan man blive ved med, at få nye ideer?
Ja, det kan man. Især hvis man lader sig inspirere på nettet. Der er mange krea blogs på dansk, men hvis man er villig til at lade sig inspirere på et fremmedsprog, så kan man finde rigtig mange ting fra USA og England. Et af de bedste steder er Kids Craft Weekly. Her kan man skrive sig op til nyhedsbrevet og således modtage gode ideer direkte i indbakken hver uge.
I denne uge handler det om efteråret og om hvad man kan gøre med visne blade. Det er ikke så lidt. Man kan downloade en hel guide her og mange af ideerne er så simple, at de sagtens kan præsenteres på klippe-klistre bordet, uden at man behøver sidde og hjælpe til. Bagefter kan man evt. dekorere børnebiblioteket med efterårets flotte farver.
Et andet godt sted at hente hjælp, er ved Børnenes Kunstklub på kunstmus.dk
Her kan man hente kunstneriske opgaveark, inddelt efter sværhedsgrad/børnenes alder. Hver opgave er inspireret af et kunstværk, så børnene møder kunsten på en sjov og uforpligtende måde. Jeg har spurgt folkene bag Børnenes Kunstklub og det er helt i orden med dem, at opgaverne bliver brugt på børnebibliotekerne – så det er bare at printe og tegne!
Endelig er der den fine kreative danske blog Brilleting, hvor du både kan hente klippeark og maleark til udprint. Det er fantasifulde og glade motiver, som de fleste børn vil elske. Der er også en julekalender malebog, med nye motiver til hver dag.
af Berit Olsesen Vang, Struer Bibliotek
Et spændende samarbejde med 2. kl. på en stor lokal skole i Struer, gav flot målbart resultat i børnenes læsetest.
Forsiden på Struer dagblad den 24.juni 2011 var:” Nu elsker børnene at læse bøger”.
Baggrunden for denne gode overskrift stammer fra et samarbejde mellem børnebibliotekarerne på Struer Bibliotek og to klasselærere på en af kommunens skoler.
For to år siden blev ideen født til et bredere samarbejde med nogle udvalgte klasser, da børnebibliotekarerne som altid gerne ville udbrede kendskabet til bibliotekets gode tilbud, og lærere og forældre gerne ville have dygtige læsere.
Rent praktisk henvendte børnebibliotekarerne sig til skolebibliotekskonsulenten, som så fandt to udvalgte klasser på en stor folkeskole, som havde mange tosprogede elever. Efter et par møder blev aftalen, at bibliotekarerne skulle deltage i et forældremøde med de to 2.klasser, hvor ideen blev præsenteret. Forældrene tog godt imod tilbuddet, så grundlaget for et samarbejde var absolut til stede.
I al sin enkelhed “adopterede” børnebiblioteket de to 2. klasser, som så ville bruge en til to timer hver uge til at begynde med på biblioteket, hvor børnebibliotekarerne lavede en kort introduktion af udvalgte bøger hver gang. Derefter skulle børnene selv være med til at finde frilæsningsbøger i samarbejde med læreren og bibliotekaren. Aftalen var, at børnene skulle låne et bestemt antal bøger, som var forudbestemt ud fra den enkelte elevs læsekompetencer, og samtidig var aftalen, at børnene kun måtte låne bøger. Andre materialer som spil og musik, måtte de låne i fritiden.
Ud over de almindelige biblioteksbesøg har klasserne haft forskellige udstillinger, som så har resulteret i besøg af børnenes familier på biblioteket, og bibliotekarerne aflagde klasserne et besøg i december måned med julegaver – læsning til juleferien. Den tætte kontakt betød, at bibliotekarer og elever arbejdede sig ind på hinanden, og bibliotekarerne fik et rigtigt godt og personligt forhold til børnene. I det hele taget har der været en rigtig god kontakt med både elever og lærere hele vejen igennem forsøgsperioden.
Med hensyn til hjemkaldelser/bøder holdt børnebibliotekarerne i starten meget øje med børnenes hjemlån, men målet var at arbejde hen imod, at børnene selv blev ansvarlige og opmærksomme på udlån og afleveringsfrister. Efterhånden som tiden gik, og børnene blev mere fortrolige med biblioteket, blev børnene selv meget bevidste om deres hjemlån. Så alt i alt har det ikke givet nævneværdige problemer, men har selvfølgelig krævet et lille ekstra arbejde på biblioteket.
Da eleverne startede i 3. klasse blev besøgene trappet ned til hver 3. eller 4. uge efter lærernes ønske, da de har brugt mange undervisningstimer på biblioteksbesøgene.
Læsetest med flot resultat
Nu hvor 3. klasse så er gået på sommerferie, og resultaterne fra klassernes læsetest er blevet vurderet, er den gode nyhed, at netop de to klasser har bestået læsetesten med et rigtigt flot resultat! Prøven blev af alle på nær to elever placeret i kategorien: “Læsningen er sikker og prøveresultatet uproblematisk”. På landsplan klarer de sig langt bedre end gennemsnittet, og børnene selv kan også tydeligt mærke forskel. De sidste to elever er godt på vej, men mangler hastighed. Sammenlignet med tidligere års prøver er det et vældigt fint resultat.
Vi har nu sagt farvel til 3. klasserne, og velkommen til et nyt samarbejde med to nye 2. klasser og glæder os til at involvere os i de nye elever. Vi føler, timerne er givet rigtig godt ud.
I sommerferien pakker børnebiblioteket så i øvrigt ferietasker til alle kommunens børn, et tilbud som bliver benyttet af rigtig mange, så det er ikke i Struer, at børnene bliver dumme i ferien.
af Gitte Bæk, bøfamedlem.
Vi gik efter de indespærrede børn. Dem i klasser. På skolerne.
Vi inviterede seks 5. klasser fra forskellige skoler. Vi er 3 børnebibliotekarer og 1 skolebibliotekar (ansat i et fællesbibliotek).
Tilbuddet blev grebet og vi forberedte en bred vifte af gode, især danske, børneromaner. Vi har været på kursus i formidling. Vi delte os op i to hold og gik i gang.
Omkring 12 titler var i spil pr klasse. Idéen er at lokke og skærpe nysgerrigheden hos børnene, så de efterfølgende kaster sig over bøgerne. Og det gjorde de!
Hvert barn skulle vælge mindst en af de omtalte bøger, som skulle læses i løbet af de næste 14 dage.
Når vi mødtes igen, var det for at snakke om læseoplevelsen. Uden analyseskemaer og referater. Ren læselystsnak.
Ikke om vi kunne få armene ned. Børnene var tændte og læselystne. Vi havde deres fulde opmærksomhed.
Og så gentog vi forløbet. Med en ny stak bøger. Bare en gang til.
Det gav et ekstra boost – efterspørgslen på bøger af netop disse forfattere er efterfølgende mærkbar.
Dagen bød desuden på filmkonkurrence, historiefortælling, borgmesterbesøg, balloner og masser af frugt. En fest.
Læs mere
http://www.bibliotek.htk.dk/Nyheder/2011/05/Laeselystfestival.aspx
og
http://www.bibliotek.htk.dk/Nyheder/2011/05/Laeselyst_elever.aspx
For yderligere oplysninger: gittebae@htk.dk
Temaaften om Wow på biblioteket? En ide.
Af Julie Arndrup
Er man den heldige ansatte med et udlån med nok pc´er til at afholde arrangementer ved dem, kan man holde en temaaften eller eftermiddag for børn og forældre om online rollespillet World of Warcraft. Måske er nogle forældre bekymrede for, hvad det er for et spil de unge bruger så meget tid på? Måske er de bare nysgerrige? Måske kunne det bare være herresjovt?
På World of Warcrafts hjemmeside kan man registrere sig og få 10 dages gratis spilletid. Det er jo alt rigeligt til et enkelt aftenarrangement (eller måske en hel weekend? Med cola og soveposer!), hvor forældre og børn opretter sig og spiller sammen. Det er et underholdende og vanedannende spil, som mange forældre og børn kan have det sjovt med i timevis.
Et sådant arrangement kan afmystificere spillet for mange voksne og få det indre legebarn frem. Jeg har personligt valgt ikke at forny min konto da de 10 dage udløb, for jeg blev alt for opslugt af det og har jo også børn og job osv. Men sjovt, det er det!
Written by Wenche C. Andreasen | |
Wednesday, 15 April 2009 20:04 | |
|
Written by Bente Bruun | |
Friday, 27 March 2009 09:51 | |
|
Written by Wenche C. Andreasen | |
Tuesday, 10 March 2009 19:49 | |
|
Inspiration til gode workshops
På Gribskov Kommunes Biblioteker har vi flere gange haft stor fornøjelse af illustrator Katrine Clantes forskellige workshops. Især er Hekseworkshoppen et stort hit. Katrine Clante tilbyder flere forskellige slags workshops og er ud over at være en dygtig illustrator også en levende formidler og virkelig god med børnene! Hun evner at inspirere og motivere selv de mindst kreative af dem.
Link til billederne:
Fabeldyr
Hekseworkshop
1000 ansigter