Livet og bevægelsen

Livet og bevægelsen findes i dansen og formidlingen
Written by Ida Björk Jespersen
Monday, 19 January 2009 09:30
Som afslutning på Dansk Naturvidenskabsfestival 2008 arrangerede Tårnby Bibliotek i samarbejde med Tårnby Pædagogiske Center en dag med vild dans og spændende videoeksperimenter.

Fredag i festivalugen 2008 er der liv i og omkring Tårnby Kommunes Hovedbibliotek. Denne dag er nemlig kulminationen på en uge fyldt med forskellige aktiviteter og arrangementer. Områdets indskolingselever har hele ugen arbejdet med forskellige bevægelsesaktiviteter, som fx fangelege, morgengymnastik og pulsmålinger. Deres uge slutter fredag med en imponerende fælles dansedag, hvor 350 indskolingselever får pulsen op at køre foran biblioteket.

Men også områdets mellemtrins elever har arbejdet med temaet ’Liv og Bevægelse’. Eleverne har før Naturvidenskabsfestivalen fået tilbudet om, at filme forskellige naturvidenskabelige eksperimenter med et digitalt videokamera. Deres film er blevet vist for venner, familier og almindelige biblioteksgængere igennem hele festivalugen, og fredag skal vinderne kåres.

”Naturvidenskabsfestivalen har altid sådan et dejlig bredt tema, og liv i gaderne er kodeordet hér hos os. Glæde, smil og farver på biblioteket. Musik og dans på pladsen foran. Det må godt være festligt, når der er festival,” siger Elsebeth Wølnk, der er skolekonsulent fra Tårnby Kommune Pædagogisk Center og har arrangeret dansedagen og videoeksperimenterne.

Danseglæder, der smitter
På pladsen foran biblioteket skinner solen fra en skyfri himmel og indskolingseleverne er samlet foran scenen, hvor danseinstruktør Pernille Grejsen blæser rundt iført glimtende palietter og pastelfarvet nervøs velour. Alle børnene har øjnene rettet mod den energiske kvinde og følger flittigt hendes instrukser og bevægelser:

”Til højre ja, ja, ja og så tilbage kom, kom, kom. Det er helt ned i knæ, alle sammen” guider Pernille Grejsen børnene, som hurtigt får farve i kinderne.

Da musikken for en stund stopper, er det tid til at lege ’Drengene mod pigerne’. Med stor hujen bliver der valgt tre deltagere ud til hvert hold, og til Creamys velkendte ’Krabbesang’ indledes der en indæt kamp om at baldre balloner ved kun at bruge kroppen – en kamp drengene vinder. Men løjerne er ikke ovre, for efter endnu en fællesdans er Pernille Grejsen klar med endnu en leg. Denne gang skal børnene, stadig inddelt i drenge- og pigehold, få en hulahopring til at vandre fra den første til den sidste, uden at slippe hinandens hænder. Denne gang vinder pigerne, som kan fejre udligningen med vild dans til Smølfernes ’Smølfe Cowboy-Joe’. Efter en time er pulsen høj, panderne svedige og den bløde græsplæne dufter af sød efterårsjord efter børnenes trampen og dansen. Drengene blev dagens vindere med flest vundne konkurrencer, men alle de forpustede børn får en juice at slukke tørsten i, før de vender tilbage til deres klasseværelser.

”Det er virkelig rart at se, at børnene nyder at bevæge sig,” siger Elsebeth Wølnk efterfølgende.

”De har givet sig selv 100% i dansetimen, og det er ikke, fordi deres lærere har sagt, de skulle. De nyder simpelthen at få lov at bruge kroppen.”

Videoformidling i jordhøjde
Inde på det lidt roligere bibliotek har Naturvidenskabsfestivalen også haft sit indtog. Her er der opsat et stort fladskærmsfjernsyn, som hele ugen har vist de fem videoeksperimenter, der er blevet sendt ind til arrangementet. På skærmen toner mellemtrinselever frem for at fremvise netop deres bud på et eksperiment.

”Formålet med dette videoarrangement er at vise, hvor sjovt det er at arbejde med naturfag,” siger bibliotekar Regitse Krempel og fortsætter:

”Kemi og fysik behøver ikke være tørt og kedeligt – at lave disse videoer er et godt eksempel på det. Med videoerne fanger vi børnenes opmærksomhed, og de synes, at det er meget sjovt”.

Der er blevet gjort meget ud af videoerne. Der er mange af eleverne, som er klædt ud i kostumer med balloner, sminke og rekvisitter. Det, synes Regitse Krempel, er dejligt at se, for det viser, hvor meget eleverne er gået op i forsøgene.

En af klasserne har sat sig for at finde ud af, hvilket kødpålæg, der indeholder mest fedt. De tester kyllingepålæg, kødpølse, spegepølse fra slagteren, trestjernet-spegepølse, kalkunpålæg og rullepølse. Ved at varme pålægget op sammen med benzin, kan de veje vægten af det fedt, der er blevet udskilt, når massen køler ned. Klassen fandt frem til, at den røde trestjernede spegepølse indeholder mest fedt i forholdt til det mindst fedtfattige kyllingepålæg.

”Det er jo skønt at se, at de bruger hverdagsting i deres kemiforsøg,” mener Regitse Krempel.

”Det bringer kemien ned i jordhøjde.”

Elsebeth Wølnk er foruden skolekonsulent også lærer i naturfag på Nordregårdsskolen i Kastrup. Hun har selv haft en klasse med i videoeksperimenterne og fortæller, at de har været meget begejstrede.

”Eleverne har fået helt vildt meget ud af være med. For det første har de syntes, at det var fedt, at der var et eksperiment, de selv var ansvarlige for. Det er læreren, som bestemmer rammen, men ellers har det været ret løst og op til den enkelte klasse at vælge emne,” siger hun og fortsætter:

”Mine elever har syntes, at det var sjovt, at de skulle øve sig, klæde sig ud og så skulle de på – det var jo øjeblikket, der talte. Man skulle huske forklaringen på fx, hvorfor ægget svævede i vandet, samtidig med de skulle formidle det. Det var lidt af en udfordring.”

Biblioteket er mere end at låne bøger
Samarbejdet mellem biblioteket, det Pædagogiske Center og skolerne har vist sig at være rigtig frugtbart. Elsebeth Wølnk mener, at naturfag jo egentlig handler om formidling, og derfor passer det rigtig godt ind på et bibliotek.

”Biblioteket er et godt showroom. Det er et offentligt sted, hvor der kommer mange og kigger på videoerne. Samarbejdet med folkeskolerne har været lidt af en isbryder. Der er kommet fokus på, at et bibliotek kan andet end at låne bøger ud. Det er jo et kulturformidlingssted. Det har været rigtig fint at kunne bruge biblioteket til få fremhævet naturfagene i denne uge,” fortæller Elsebeth Wølnk.

Det blev 4.b fra Korsvejensskole, der løb af med prisen for det bedste videoeksperiment.
Foto: Ida Björk Jespersen.

Sol i ansigtet, vind i håret og så ellers derud af under danseinstruktør Pernille Grejsens kyndige instrukser.
Foto: Ida Björk Jespersen.