Anne Marie Jensen – Kandidat til BØAs bestyrelse

Anne Marie JensenKære medlemmer af BØFA,
Jeg hedder Anne Marie Jensen, er 28 år og cand. Mag. i kultur og formidling/Bibliotekar DB. Jeg blev uddannet Bibliotekar DB fra Danmarks Biblioteksskole (IVA) i januar 2008 og Cand. Mag. i kultur og formidling fra Syddansk Universitet i januar 2011.
Jeg stiller op til BØFA’s bestyrelse, fordi mine interesser altid har været børnekulturen og arbejdet for og med børnene og de unge. Jeg ser BØFA som et vigtigt redskab i børnebibliotekarernes arbejde med at fremme bibliotekernes ressourcer, kulturtilbud og dermed styrke vores faglighed. Under kandidatuddannelsen var jeg ansat på Rødovre Bibliotek som kulturmedarbejder og bibliotekar hvor mine opgaver blandt andet var at arrangere årets børnefestival, koncerter, teater og samarbejde med kommunens institutioner.
I mit nuværende job på Humlebæk Bibliotek har jeg samme arbejdsopgaver og nyder virkelig at arbejde med og for børn og unge. I kraft af mine erfaringer med børn og børnekultur ved jeg at jeg kan være med til at gøre en positiv forskel og fremme børnebibliotekarernes faglighed og synlighed gennem BØFA’s arbejde.
Stem på mig – jeg arbejder for DIG og din faglighed!

Anine Sander Kaas – Kandidat til BØFAs bestyrelse

Anine Sander KaasJeg har været medlem af BØFAs bestyrelse siden 2007 – og elsker det. Jeg er vild med arbejdet for at fremme børnebibliotekarernes/børnebibliotekernes rolle på den nationale og internationale scene og sætte børnekulturen i højsæde. Mine hovedområder i BØFAarbejdet er konference, generalforsamling samt BØFAprisen.

Til dagligt er jeg på Randers Bibliotek, hvor jeg planlægger og afholder arrangementer, er i musikfagredaktionen på Pallesgavebod.dk – og så arbejder jeg selvfølgelig med den daglige formidling!

Tenna Pedersen – Kandidat til BØFAs bestyrelse

Tenna PedersenMit navn er Tenna Pedersen, jeg er 39 år og arbejder som børnebibliotekar i Ballerup.
Her har jeg været ansat siden 2008, først i Skovlunde filialen og siden hen på hovedbiblioteket i Ballerup.

Jeg blev færdiguddannet som bibliotekar i 1997 og efter et kort vikariat på Sønderborg Bibliotek, fortsatte jeg med at læse og blev i 1999 cand. mag i kultur og formidling, med hovedvægt på børnekultur.

Siden da har jeg været vidt omkring; Nuuk, Flensborg, Randers og nu Ballerup, altid med fokus på børnebiblioteket og børnekulturen.

Sideløbende med mit arbejde i Ballerup har jeg taget en diplomuddannelse i formidling af kunst og kultur til børn og unge.

Udover at være en børnebibliotekar der synes at det er fedt at lave store arrangementer og betjene alle de mange forskellige lånere, er jeg også TR på Ballerup Bibliotekerne.

Jeg vil gerne være med til at arbejde for børnebiblioteker og børnebibliotekarer i BØFA-regi, da BØFA gør en stor indsats for at samle og formidle vores faglige viden og skabe rum, hvor vi kan mødes.

Vi er den største gruppe indenfor BF, og jeg synes det er vigtigt at der er mange til at løfte opgaverne i bestyrelsen, så det er glædeligt at flere meldte sig på banen til årets generalforsamling og jeg håber på at jeg kan få lov til at gøre en forskel i BØFAs bestyrelses fremtidige arbejde.

Rikke Skuldbøl – Kandidat til BØFAs bestyrelse

Rikke SkuldbølKære medlemmer af BØFA

Jeg ønsker genvalg til BØFAs bestyrelse, hvor jeg har haft en plads i foreløbig en periode – og hvilken periode 

Mit navn er Rikke Skuldbøl. Jeg er leder af Faxe Kommunes Biblioteker, men har en baggrund som børnebibliotekar og ledende børnebibliotekar ved forskellige biblioteker, primært i Guldborgsund Kommune, siden jeg blev færdiguddannet i 1996.
Jeg er 37 år, bor i Vanløse og har to drenge på hhv. 12 og 15 år.
I min fritid er jeg aktiv sportsudøver og træner pt. til min første Ironman.

Som leder er jeg naturligvis bredt funderet, men børnekultur og børnebiblioteket har altid haft en særlig plads i mit hjerte.
Jeg nyder, at formidle min faglighed, som også er min ”private interesse”, og finder det derfor naturligt at fortsætte i BØFA for på den måde at bidrage i en stærk faglig funderet bestyrelse, som sætter medlemmerne højt og som ønsker at gøre en forskel.

Det ærgrer mig, at jeg desværre ikke har mulighed for at være til stede i dag. Dog håber jeg, at denne tekst har givet et lille indblik i Rikke og hvorfor hun (jeg) igen stiller op til BØFAs bestyrelse.

Malene Hansen – Kandidat til BØFAs bestyrelse

Malene HansenMit navn er Malene Hansen. I 2006 blev jeg ansat på NæstvedBibliotekerne som børnebibliotekar, og der er jeg stadig nu som udviklingskonsulent for børneområdet. Jeg brænder for børnebiblioteksarbejdet, og det er en særlig hjertesag for mig, at vi får lov til at være fagspecialister, derfor virker det også helt naturligt for mig at engagere mig mere i BØFAs arbejde. Jeg vil gerne arbejde for at styrke vores faglighed, skabe mulighed for at vidensdele og at gøre BØFA mere synlig.
Privat er jeg gift, har 2 hjemmeboende børn en pige på 8 år og en dreng på 12 år. Derudover er jeg bonusmor til 3 drenge på 26, 23 og 16 år samt bonusbedste for 3 skønne unger i alderen 1-3 år

Nu med blog

Nu er BØFA’s nyhedsside blevet til en blog. På den måde kan du læse BØFA-nyt her på siden, eller du kan abonnere på nyhederne her fra siden, så du får dem direkte i din mail på udgivelsestidspunktet. Ønsker du det, kan du tilmelde dig med din e-mail i højre spalte under punktet ‘Få BØFA-nyt som e-mail’.

Med blogfunktionen er det nu også muligt for alle at lægge kommentarer til nyhederne her på siden.

Rejser med mening

Børnebibliotekarer der rejser ud
Af Julie Arndrup
Når man nu tuller rundt herhjemme i decemberkulden og passer sit udlån, kan det være ganske rart at læse om nogen, der har det varmere og oplever mere. Mindst to af BØFA´s medlemmer befinder sig i øjeblikket ude i den store verden og er så venlige at blogge om det, så vi andre kan følge med. Den ene er BØFA´s eget bestyrelsesmedlem Rikke Skuldbøl. Som en del af projektet Bibliotekaren som playmaker, er Rikke taget på en omfattende inspirationstur til USA – man kan læse mere om turen og følge med i Rikkes færd her: http://rikkesrejseblog.blogspot.com/
Et andet BØFA medlem har været afsted længe nu. Jacob Kobbernagel beretter bl.a. om sit biblioteksvirke i Nicaragu på denne blog: http://destinacionmundo.wordpress.com/

Mange bibliotekarer blogger efterhånden og BØFAnyt vil gerne høre om din faglige blog og videreformidle den til dine kolleger, også selv om den måske er mindre eksotisk end de to her over.