Teatercentrums takketale for årets BØFA pris 2012

Allerførst vil jeg sige tak til BØFA og tak til børnebibliotekarerne for at tænke på os.

Vi har jo en fælles opgave, nemlig at sikre at børn og unge møder kunst, scenekunst i særdeleshed. Alle vi, der arbejder med børn og unges møde med kunsten, hvad enten det er scenekunst, litteratur, billedkunst, musik, eller noget helt andet, ved at det er et betydningsfuldt ansvar, der påhviler os, men vi ved også, at vi bliver betalt rigeligt tilbage i den begejstring, vi ser, i et barns øjne, der har smagt på kunst for første gang.

Hvad er det så, der gjorde festival 2012 til noget særligt? Et stort program. Det var der, ja. Mange børn og unge, som kom og var deltagere for første gang, de kom flere end 100. Mange formidlere, ca. halvdelen af landets kommuner var repræsenteret. Der var mange teatre og forestillinger, men det er ikke noget mål i sig selv. Næh det vi betegner, som den største succes i 2012, var de mange publikummer, det største antal nogensinde. For er der noget vi kan lide, så er det stor mangfoldighed og diversitet.

Det er vores store ønske, med festivalen, at invitere indenfor – også de, som ikke allerede er medlem af ”klubben”, alle de, som kommer for første gang og endnu ikke ved, at de elsker teatret. De smager for første gang hvad kunsten kan og de får mulighed for selv at tage stilling til hvad de holder af.

Og hvad er det så, at kunsten kan? Den kan give os et rum til refleksion, og selvindsigt/selvforståelse. Og for den nye teatergænger er det den hele oplevelse, der tæller. Fra rejsen hen til oplevelsen, mødet i mørket og helt indtil refleksionen bagefter. Derfor er de rammer, vi sætter for festivalen af stor betydning for hvad man går hjem med efter besøget. Vi anerkender vores rolle i den ”fødekæde”, der skal sikre, at børn og unge møder kunst, for selv at kunne udtrykke sig med kunst som redskab. Hvis ikke vi giver børnene muligheden for at få indtryk, inspiration og refleksion, hvis vi ikke tror på vigtigheden af dette møde med kunsten, så drop al kunst til børn og unge, så luk bibliotekerne og lad børnene skrive deres egne bøger.

Jeg vil gerne have lov til at give jer en gave tilbage: bogen ”Fyrre år og stadig ikke voksen”. For godt nok har vi lavet festival i mere end fyrre år, men vi føler os på ingen måder som ”fyrre, fed og færdig”; tværtimod Vi føler os yngre end nogensinde og sprængfyldte af mod og lyst til at møde nye publikummer derude og inviterer dem med på en spændende oplevelse i fællesskab.

Tusind tak for prisen.

Henrik Køhler
Leder/Head of center
TEATERCENTRUM

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.