Ideer til arrangementer

Hvor meget liv vil du have på DIT børnebibliotek? En del? Og gerne af den glade, kreative slags? Så læs lige med her:

Kreative workshops til glade børn, nysgerrige forældre og spændte bibliotekarer. Hvorfor? Fordi nysgerrige børn er kloge og glade børn!

De fleste af os skal have forårets arrangementer på plads inden jul. Her kommer et par anbefalinger til gode ting. Hvis du også har nogen eller noget du vil anbefale, så skriv om det i en kommentar eller send tekst + evt. billede til julie @ boefa . dk og så lægger jeg det på bloggen.

To der er oplagte til Palles mode tema i foråret:

Flæns en t-shirt

Kom, og gør alt det som du ikke plejer at få lov til med din gamle t-shirt!
Vi skal lave halskæder, hårbånd, brocher og alt muligt andet spas. Din gamle t-shirt bliver forvandlet til nye accessories, som passer til dig og din stil. Medbring en eller to t-shirts du ikke længere bruger, gerne ensfarvede eller stribede.

Workshoppen henvender sig til de 7-14-årige piger.
Varighed: 2 timer
Max deltagertal: 10 børn

Perlemormors juvelkiste; smykker til divaer i alle aldre

En workshop hvor der ikke bliver holdt igen, med hverken perler, blonder, bånd, dims og glimmer. Alle kan være med; Vi skal lave smykker som selv de mindste hænder kan nørkle med, og som både mor og mormor vil elske at gå med.

Workshoppen henvender sig til børn fra 4 år og opefter
Varighed: Minimum 2 timer
Max deltagertal: 10 børn, dog plads til flere hvis de følges med en voksen.

Lidt jul på falderebet:

Flitterstads for hele familien

Kom og hyg på julemanér med hele familien, mens vi laver laver flitterstads og luftige engle. Vi skal lave søde uld-engle, fine ophæng til juletræet og finurlige guilander.

Denne workshop er for alle, fx som åbent værksted.
Varighed: Minimum 2 timer
Max deltagertal: 10 børn, dog plads til flere hvis de følges med en voksen

Disse tre workshops udbydes af Trine Kok, som er uddannet lærer, og har arbejdet med børn og håndarbejde hele sit liv – senest som børnehaveklasse- og indskolingslærer. Trine er også mor til 3 meget kreative børn.
Priser: En workshop af to timers varighed koster 3000 + moms og transport.
En workshop af fire timers varighed koster 5000 + moms og transport. Alle workshops er incl. materialer – og så får du altså også et knus, når I siger farvel efter en god dag! Kontakt Trine Kok på trinekok @ hotmail . com

På Gribskov bibliotekerne har vi også haft fornøjelsen af nogle pragtfulde babyrytmik arrangementer med Christina Skaarup, som vi varmt vil anbefale andre børnebiblioteker. I forhold til lignende arrangementer er disse absolut rimelige i prisen, og oven i det er Christina fantastisk til at formidle sit stof. Vi har altid udsolgt når hun er på programmet og der er altid forældre der efterspørger flere arrangementer med Christinas babyrytmik.

Christina holder først et kort oplæg med teori om vigtigheden af at stimulere barnets primære sanser, den vestibulære sans, den taktile sans og muskel/ led sansen.

Dernæst introducerer Christina i et rytmik forløb forældrene til, hvordan de kan stimulere deres barns sanser og motorik gennem musik, lege og bevægelse.

Der er masser af konkrete ideer og lege, lige til at tage med hjem og bruge. Babyerne skal være mellem 3 og 12 mdr. gamle.

Kontakt Christina Skaarup på christinarytmik @ hotmail . dk

En tanke om “Ideer til arrangementer”

  1. Vi har stor succes med pigeaftner for piger over 8 år. Det er fra kl 19-22. Computerne er til fri afbenyttelse, der er singstar på ps2 og ps3 og med deres mp3 afspillere kan de spille deres egen musik på vores jukebox. Vi sælger lidt sodavand og slik til meget billige penge. Aftnerne kræver ikke så meget, kun lidt opsætning, men pigerne har det sjovt og slår sig løs uden drengene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.