Børnebibliotekaren som playmaker

Written by Rikke Skuldbøl Jakobsen
Wednesday, 15 April 2009 19:58
Børnebibliotekaren som playmaker

Guldborgsund-bibliotekernes ansøgning om udviklingsmidler til projektet ”Børnebibliotekaren som playmaker” er fra Udviklingspuljen for folke- og skolebiblioteker blevet imødekommet med det fulde ansøgte beløb. 

Projektet skal gennemføres i et samarbejde mellem bibliotekerne i Lolland-, Vordingborg-, Næstved-, Roskilde- og Guldborgsund kommuner.
Som eksterne samarbejdspartnere deltager Experimentarium, Danfoss Universe, LEGO Education samt Århus Kommunes Biblioteker.

Projektets formål er intensiv fokus på leg, og hvordan leg kan integreres i det fysiske bibliotek gennem praktisk udførte modelforsøg på danske børnebiblioteker.

I den kommende tid vil der blive sammensat et forløb, hvor en projektgruppe med deltagere fra de fem biblioteker målrettet uddannes til ”fantasi- og kreativitetsagenter”. Uddannelsen, der er af praktisk karakter, er med oplægsholdere fra fx de eksterne samarbejdspartnere, men også andre fagfolk kan inddrages – fx pædagoger, kunstnere, kaospiloter, skuespillere osv.
Målet er, at den enkelte børnebibliotekars personlige kompetencer og rolle i biblioteksrummet indenfor udvikling og afvikling af leg styrkes og videreudvikles. Børnebibliotekarens tilegnede kompetencer skal efterfølgende afprøves i de enkelte børnebiblioteker. Afprøvningerne kan indeholde elementer som indretning, leg, sanseoplevelser, events m.m.

Projektledere er Malene Hansen, Næstved Bibliotekerne og Rikke Skuldbøl Jakobsen, Guldborgsund-bibliotekerne.
Vi glæder os til at kunne fortælle jer meget mere…

Rikke Skuldbøl Jakobsen rsja@guldborgsund.dk