Årsberetning 2015-2016

Det er allerede 2 år siden, vi sidst var samlet til generalforsamling….Og hvad er der så sket siden sidst?

Vores sidste generalforsamling fandt sted d.18. april 2015 på Nationalmuseet, hvor vi fik en meget interessant og levende rundvisning med besøg i fortiden samt en god snak omkring deres tilbud/aktiviteter til børn og unge.  Det blev efterfulgt af en spændende;-) generalforsamling, hvor vi blandt andet fik valgt 4 nye medlemmer ind i bestyrelsen.

Vi sagde goddag til: Christine Christensen, Kian Kestler, Anne Gry Brodin og Lars Rune Jørgensen. Tenna Hedegaard Pedersen og Anine Kaas blev genvalgt.

Vi sagde farvel til: Anne Christine Seidelin og Julie Arndrup.

Desværre måtte Anne Gry og Lars Rune forlade bestyrelsen af personlige grunde.

Vi brugte vores første bestyrelsesmøde til at konstituere os og fik valgt en ny formand – det blev mig – Anine Kaas. Vi fik også en god snak om hvad vi gerne ville arbejde videre med i den nye bestyrelse.
Noget af det vi gerne ville sætte mere fokus på var at være mere synlige på flere forskellige sociale medier såsom Instagram. Vi har derfor oprettet en Instagram-profil og vil rigtig gerne have alle jer til at følge os. Og husk, at hvis du ser noget spændende du gerne vil dele – så sæt hashtag #boefa på. Vores blog har også fået et ordentligt løft. Kian har opdateret, kategoriseret og fået styr på alt på siden.
 Hun sørger også for at der kommer et nyhedsbrev af sted mod jer, når der er nyt under solen fra bestyrelsen eller andet relevant info.

Facebook gruppen kører derud af, der er pt. 701 medlemmer, og livlig aktivitet. Det er rigtig godt forum, hvor vi får inspireret og hjulpet hinanden med forskellige udfordringer. 

I december 2015 bestemte medlemmerne at årets BØFA prisen skulle gå til Projektleder Finn Wraae for hans utrættelige arbejde med Bookeater.dk, hvor børn og unge laver fede bogtips, er med i diskussionsklubber eller afprøver sit talent som forfatter. Projektet bliver ved med at vokse og udvikle sig. F.eks. har Bookeater taget springet fra den virtuelle verden og ud i virkeligheden og afholdt Bookeaters convention, en litteraturfestival for unge. Og senest skud på stammen er Bookeaters Magazine.

2016 blev skudt i gang med en konference i Århus, hvor vi blandt andet diskuterede følgende spørgsmål:

Digital formidling til børn. Hvor skal børnebibliotekerne sætte ind? Opsang og efterlysning af lyst til at tænke vores kompetencer ind i en digital tidsalder – Debatten blev styret af Maria Sjøblom, Leder af Service & aktiviteter ved Aalborg Bibliotekerne.

Hvordan vælger børn, hvilke bøger de vil læse? Hvordan vælger forlag illustratorer? Hvilke overvejelser har de om, hvordan forsiden på en bog skal se ud? Hvordan markedsfører vi rigtigt over for børnene? Anette Øster fra Forlaget Rosinante & Co., Lars Pynt Andersen, Lektor på Institut for Marketing & Management, Syddansk Universitet og Stine Reinholdt, der har skrevet PH.D afhandlingen ”NÅR BØRN VÆLGER LITTERATUR” gav deres bud.

Vi lavede en lille undersøgelse af, hvilke forsider der var mest tiltalende. En hvor vi havde fået nogle børn og unge til at give deres mening til kende og en hvor vi spurgte deltagerne på konferencen. I kan se resultatet på bloggen.

Vi var en tur på  Moesgaard, hvor vi var prøvekaniner på deres nye skolebesøgskoncept. Wauw, de er gode til at gøre historie formidling, levende, fængslende og vedkommende. Har du lyst til at vide mere om besøget, så kan du læse min artikel ”På rejse til fortiden med Moesgaard Museum” i Danmarks Biblioteker.

Om eftermiddagen besøgte vi DOKK1, hvor vi fik en rundvisning i Børn og familie-området.
Der er blandt andet skruet op for samarbejdet med andre kulturinstitutioner og skolerne og fokus på aktiviteter – hver eftermiddag er der kreativ værksted. Ingen tvivl om at DOKK1 er en inspirerende hus med mange nye tanker i både indretning og indhold. Og folk kan lide det, besøgstallene er eksploderet efter hovedbiblioteket er flyttet i DOKK1.

Knæk koden, Skoledating og Sprogfitness var titlen på vores forårs medlemsarrangement.
I evalueringerne fra konferencen var der mange der tilkendegav, at de gerne ville høre mere om samarbejde mellem skole og bibliotek – derfor lavede vi dette arrangement om emnet.
Lotte Salling åbnede eftermiddagen med at fortælle os om forskningsresultater omkring sprog og krop. Om hvordan børn udvikler sig omkring skolestartsalderen?
Derefter fortalte Dorthe Svendsen og Anine Kaas, Aalborg Bibliotekerne om Sprogfitness, et samarbejde mellem bibliotek, skole og børnehave, hvor de 5-7 årige leger sproget ind. I 2016 gik Sprogfitness regionalt og i 2017 er hele landet med (75 biblioteker deltager).
 
Til slut fortalte Bente Bruun, Kolding Bibliotekerne, om de mange spændende samarbejder, biblioteket har med de lokale skoler. Hun fortalte blandt andet Knæk koden, en anderledes slags biblioteksorientering, hvor skoleeleverne gennem bevægelse, leg og  gruppearbejde skal løse mysteriet for at åbne pengeskabet.

I August tog 40 medlemmer på studietur til Göteborg med besøg på forskellige kulturinstitutioner i byen.
Världkulturmuseet var første stop på turen. Her tog vi på rejse i verdenskulturen, hvor vi blandt andet hørte om dødsritualer fra forskellige steder i verden, så hvilke sko børn bruger rundt omkring i verden og vi skulle finde os selv i deres kæmpe samling af masker. Dagen efter ventede Alfons Åbergs Kulturhus, et helt hus er indrettet som vi kender det fra bøgerne med masser af plads til leg og fordybelse og 2-3 gange om dagen er der teater eller andre kreative aktiviteter. Göteborg Stadsbibliotek var næste stop, det har været lukket i 2 år og er blevet totalrenoveret og blevet et meget levende, åbent hus med masser af liv og aktiviteter. Sidste besøg gik til Universeum, et helt utroligt hus, som er en sammenblanding af Eksperimentarium, Kattegat centret og Randers Regnskov. Inden vi blev sluppet løs i huset fik vi et lille foredrag om Universeum og de fleste af os, rørte ved en slange:-)

BØFA pris 2016 – Vi har desværre ikke modtaget nogen forslag til årets BØFA-pris. Derfor har bestyrelsen besluttet ikke at uddele BØFA-prisen i år.

D. 13. oktober holdt vi et fyraftensarrangement på Hovedbiblioteket i Aalborg. Vi startede med en rundvisning i det nyindrettede multifunktionelle børnebibliotek, hvor vi hørte om processen med at nytænke et moderne børnebibliotek.

Bagefter inspirerede Helle Thorell os med fortællingen om sine erfaringer som kunstformidler på Kunsten og om hendes arbejde på Aalborg Kulturskole, hvor hun underviser i billedkunst. Slutteligt fik hun os alle i gang med at tænke skævt, ude af boksen og vi lavede både mobiler og ståltråds skulpturer – Noget der nemt kan laves hjemme på vores egne biblioteker.

Nu er det så blevet 2017 og igen tid til generalforsamling. Spændende at se hvad de næste 2 år byder på.

Er du nyt medlem af BØFA’s bestyrelse?

Du har mulighed for store oplevelser som medlem af BØFA’s bestyrelse. Læs her om Julie’s..

Jeg har siddet i bestyrelsen for BØFA i ni år, og her er lidt om hvordan det ændrede mit liv.
Faglighed. Gennem arbejdet med at arrangere bl.a. temadage og konferencer er min faglighed vokset i flere retninger. Både mht organisering, strukturering, værtsskab og planlægning, men også mht det indholdsmæssige – hvad rører sig, hvad er nyt, hvad laver vi rundt omkring i landet og i udlandet?
Netværk. Jeg har mødt så mange mennesker. Bibliotekarer, forskere, undervisere, forfattere og mange andre, som vi har samarbejdet med og haft dialog med.
Nysgerrighed. Jeg elsker at vide, hvad der foregår. At se sammenhænge mellem politiske beslutninger, strømninger i tiden og hvordan vi fortolker det rundt om på bibliotekerne.
Venskab. Gennem arbejdet, møderne og studieturene har jeg fået nogle dejlige venner.
Karriere. Alt det ovenstående har været med til at jeg er hvor jeg er i dag. Noget har ført til noget andet, ideer, muligheder, netværk, viden, alt bidrager til ens faglige og personlige udvikling.
Julie Arndrup, børnebibliotekar, mediedarling og hovedbestyrelsesmedlem i BF.

Skriv til Bestyrelsen her hvis du er blevet fristet – også selvom du ikke kan komme til generalforsamlingen.

Museum of Childhood og Harry Potter studios

_VON8023.jpgI går besøgte vi Museum of Childhood i London. Vi mødtes med educational programme Director Karen og fik en rundvisning samt mange gode ideer til konkrete samarbejder mellem biblioteker og museer med hjem. Billeder følger senere, når vi er et sted med bedre netforbindelse.

Senere var vi på rundtur i Harry Potter studierne udenfor London, hvilket var meget spændende og oplysende.
I dag står den på Discover Childrens History museum og senere Science museum.

Anne Marie stopper i BØFA

Kære medlemmer.
På grund af nye faglige udfordringer som voksenbibliotekar i Furesø Kommune genopstiller jeg ikke til bestyrelsen på generalforsamlingen lørdag d. 20. april. Så der er nu plads til en ny ildsjæl som vil give den en skalle for de danske børne-bibliotekarer og kulturformidlere – er det dig?

Efter to gode år i BØFA’s bestyrelse takker jeg nu af og giver plads til nye kræfter. Efter fire år med vikariater var jeg endelig så heldig at få fast job, og er nu ansat som voksenbibliotekar i Furesø Kommune.

Det er med vemod jeg siger farvel til bestyrelsesarbejdet, som virkelig har været en øjenåbner og lærerigt i forhold til ønsket om at udvikle mig fagligt indenfor børnekultur – og litteratur. ´

Mit arbejde i BØFA bestod af PR, formidling til medlemmer, opdatering af bloggen og praktisk hjælp i forhold til vores arrangementer. Arbejds-byrden er ikke overvældende, men selvfølgelig kræver det tid. Der er cirka 8-10 møder om året, og et par arrangementer i form af temadage og konferencen. Meget af arbejdet deler bestyrelsen imellem sig og kan laves hjemme og kræver derfor ikke at man mødes. Der kommunikeres på e-mail og sms, og det fungerer udmærket.

Jeg håber inderligt at andre har lyst til at overtage min plads og være med til at bidrage til kulturformidlernes rolle indenfor biblioteks- og børnekultur-området. Så derfor opfordrer jeg jer til at tænke over hvad I ønsker af BØFA og hvad der er godt og hvad der kan gøres bedre – det er kun gennem feedback og dedikerede ildsjæle BØFA kan blive endnu bedre til at formidle relevant viden til jer medlemmer.

Så vil I have indflydelse, så stil op til bestyrelsen på generalforsamlingen lørdag d. 20. april.

Tak for denne gang – det har været en fornøjelse.

Bedste hilsner fra Anne Marie

Artiklen “Revenge of the nerds” fra BØFAs tur til Finland

“Libraries for Young People: Breaking through Boundaries” var overskriften da, Anine Kaas og Anne Marie Jensen, fra BØFA’s bestyrelse deltog i en IFLA forkonference i august i Joensuu, Finland. Her introduceres de tre mest aktuelle foredrag, set i forhold til danske biblioteker og debatten herhjemme om fremtidens biblioteker for børn og unge. Alle oplæg handler om biblioteksbetjening til pre-teens og teenagerne.

The revenge of the Nerds

Ny service til pre-teens og teenagere: Tænk modigt, tænk i udvalgte målgrupper og tænk ikke så meget i flotte facader men i helheder, god service (ikke bare vejledning men også mad). Og inddrag de unge selv, gerne ’nørderne’ som er mestre i at række ud og mobilisere.

Eksklusivitet gi’r gennemslagskraft
Under overskriften ”Boundaries between childhood, adolescence, adulthood” fortalte Amanda Stenberg om bibliotek TioTretton i Stockholms centrum. Biblioteket henvender sig til de 10-13 årige. Der er simpelthen adgang forbudt for yngre børn og personer over 13 år! En forfriskende tankegang, der også ses elementer af hos danske børnebiblioteker, dog ikke så konsekvent.
Det helt centrale her, ønsket om at fremme de kreative sider hos børn og unge i aldersgruppen samt frigøre sig fra fordomme om hudfarve og kulturel baggrund, kommer til udtryk i stedets aktiviteter. Biblioteket i Kulturhuset på Sergels Torv har køkken, teater, mange læseområder og et musikstudie tilknyttet. Børnene kan frit bruge alle faciliteter og få hjælp. Hvis de ønsker det. Personalet arbejder netop ud fra en målsætning om at åbne op for dialog blandt børn og unge – uanset hudfarve og baggrund. Noget der også afspejler sig i de seks personalers faglige sammensætning – alle kommer med en baggrund indenfor kreative fag og kun én er uddannet bibliotekar. Da TioTretton åbnede var forventningen, at de mange aktiviteter ville tiltrække de unge, men her tog man fejl. Det er kombinationen af stedets indretning og af personalets tilgang til børnene, der er attraktionen og som skaber en god stemning og dialog parterne imellem.

TioTretton går ’all-in’ for alderskonceptet og udelukker dermed nogen. Det skal man ifølge Stenberg ikke være bange for men lade os inspirere af. For der findes jo masser af andre tilbud til de “udelukkede”. Og det er, som ethvert bibliotek ved, svært at favne alle. TioTretton har valgt at satse helhjertet på én målgruppe – og det virker!

The geografi of YES
En anden oplægsholder, som tog os alle med storm, var Leonee Derr fra City Library of Melbourne, Australia med oplægget “The Geography of Yes”. Hun spurgte: Indretter bibliotekerne indretter sig reelt efter de unge og giver dem et sted, de ønsker at besøge og hænge ud?
Hun har fået en stor pulje penge til at rejse verden rundt og se på biblioteker for børn og unge, og ser på alt fra arkitektur, formidling af materialer, bibliotekets indretning til de service og aktivitetstilbud, der tilbydes unge. Og det er overraskende, hvad der betyder noget. Ofte støder hun desuden ind i modsætninger, såsom at der er masser af studiepladser og frit internet, men bliver de unge sultne efter at have siddet længe over studierne må de gå ud af biblioteket for at købe mad og drikke. Unge vil faktisk gerne bruge bibliotekerne og tilbuddene, men finder cafeer med internet adgang, hvor de unge er åbenlyst velkomne med både computere, bøger og får lov til at sidde i lang tid over mad og en kop kaffe eller to – lettere at gå til. Og sidst, men ikke mindst viste hendes tur også, at unge sætter stor pris på et fagligt velfunderet personale, som er imødekommende og som man kan spørge om hvad som helst. De unge ved godt, at bibliotekarerne er fagligt veluddannede og kan hjælpe dem i deres informationssøgning. Hendes rundtur bl.a. til USA har på den måde ført til to ’filosofier’ hun arbejder videre med. Dels filosofien om at de unge skal have et sted at være – et sted kun for dem! Dels dét at de unge brugere først og fremmest ser på indholdet og på om biblioteket kan tilbyde noget, der passer til deres behov. De er mindre optagede af flotte bygninger.

Et oplæg som virkelig satte tankerne i gang hos mange af os og Leonee blev bestormet bagefter, da mange ønskede at høre mere om hendes turne. Sammenlignet med danske forhold må vi erkende, at vel er de unge med tiden blevet accepteret som målgruppe nogle steder mere end andre. Vi finder os også ofte selv i dilemmaer som madspørgsmålet, som alle kan forstå er usmart og enormt irriterende. Alle hæftede sig også ved de unges holdning til selve biblioteksbygningen. Det er virkelig godt at høre, at det ikke er udseendet det kommer an på men derimod indholdet. Danske biblioteker og kommuner skal nok tænke meget mere over hvad man putter ind i de flotte huse og på studiepladser, hvor man kan sidde i fred og andre, hvor man sidder sammen. Hyggelige siddepladser, der indbyder til fordybelse i en god bog, musik eller et andet medie samt frit internet. Samt adgang til et imødekommende og fagligt dygtigt personale, som elsker deres arbejde og brænder for at hjælpe de unge med informationssøgning og tips til at gå opdagelse i alle de ting, bibliotekerne nu kan og skal tilbyde i dag.

Vi havde også fornøjelsen af norske ’Popcult – the revenge of the nerd library’ med norske Stig Elvis Fuerset fra Buskerud Centralbibliotek, Drammen. Deres Popcult-bibliotek, fra 2007, har valgt at have fokus på al popkultur og vil gerne være noget for alle popkultur-interesserede og nørder. Det har dog været noget af en sej proces at finde ud af, hvad der virker og ikke gør. En ting stod hurtigt klart, biblioteket måtte blive bedre til at brande sig selv, da det ikke var tydeligt nok hvad Popcult var. Til det inviterede man tre unge til at lave et logo. Her var der selvfølgelig tale om at fokusere på en særlig aldersgruppe og dermed udelukke andre, men ellers tænker biblioteket ikke for meget på alder. Man vil hellere fokusere på selve indholdet (i form af alle slags materialer) og aktiviteterne i stedet for på, hvilken aldre man henvender sig til. Biblioteket har haft stor succes med spille-aftener og åbent til kl. 2 om natten. De har bl.a. også haft fokus på vampyrer med vampyraftener og haft en manga-aften.
I forhold til at nå ud og lave pr for bibliotekets aktiviteter arbejder man sammen med ’nørderne’. Unge der er hook’ed på særlige pop-emner o.l. er ofte super gode til at formulere og sprede budskabet om aktiviteter for netop dem som gruppe.

Lektien fra konferencens oplæg og mål om at bryde gennem barriererne i betjeningen til børn og unge er klar: Tænk mere målrettet – alle kan og skal ikke nås på én gang, da brugerne er meget forskellige. Arbejd med helhedstænkning omkring indretning og vejledning. Og inddrag de unge både i udformning af service og rum, og ikke mindst i spredning af kendskabet til bibliotekets aktiviteter og service. Stemningen var god og forventningsfuld: ikke kun vi, men alle sad tilbage med lyst og glæde til at vende hjem og gå i gang med arbejdet – med nye briller på.

Anine Kaas
Anne Marie Jensen
BØFA’s Bestyrelse
(Børnebibliotekarernes Faggruppe)

Resultat af valg til BØFA-bestyrelse

Der har været afholdt urafstemning omkring valg af ny bestyrelse for BØFA.

92 havde ved fristens udløb afgivet deres stemme. Heraf var 1 ugyldig.
Der var udsendt stemmesedler til 433 medlemmer.
Stemmeprocenten er således på 21,5.

Valgt til bestyrelsen er:
Anine Sander Kaas, Randers Bibliotek
Tenna Pedersen, Ballerup Bibliotek
Julie Arndrup, Gribskov Kommunes Biblioteker
Anne Christine Seidelin, Helsingør Kommunes Biblioteker
Rikke Skudbøl, Faxe Kommunes Biblioteker

Anne Marie Jensen, Humlebæk Bibliotek er 1. suppleant
Malene Hansen, Næstved Bibliotekerne er 2. suppleant.

De eksakte stemmetal fremgår af vedhæftede bilag.

 

Julie Arndrup – Kandidat til BØFAs bestyrelse

Julie ArndrupMit navn er Julie Arndrup og jeg vil gerne stille op til BØFA´s bestyrelse.
Jeg er 35 år og bor sammen med en mand og vores to døtre, som er hhv. 8 og 3 år. Jeg er vokset op på sydfyn og har boet i København siden 1997.

Jeg er uddannet bibliotekar DB i 2001, og har lige siden arbejdet som børnebibliotekar. Først på store hovedbiblioteker i Købehavns området og i de sidste 5 år på Gilleleje Bibliotek i Gribskov kommune.
Jeg har altid brændt for børnene, for børnebiblioteket og for formidlingen af de gode oplevelser og det brede kulturelle tilbud, som jeg synes folkebibliotekerne både kan og skal tilbyde alle børn. Jeg har engageret mig i så mange forskellige ting jeg har kunnet komme til, bl.a. var jeg med på Spørg Olivia fra starten af og har også deltaget aktivt i redaktionsarbejdet bag Pallesgavebod fra starten af.
Jeg elsker det daglige udlånsarbejde, kontakten med børn og unge og den fornøjelse det er, at kunne overraske dem med det rette materiale på det rigtige tidspunkt, når de ikke vidste det fandtes eller at det lige var det de manglede.
I min fritid er jeg læsehest, blogger og sysler med broderi og børneopdragelse.

De sidste 5 år har jeg siddet i bestyrelsen for BØFA, og har brugt mine gode ideer og min energi på at arbejde for en masse spændende tilbud til medlemmerne. Det er blevet til tre gode konferencer, i Stockholm, London og Legoland og flere mindre fyraftensarrangementer. Der ud over har jeg lagt et stort arbejde i at få BØFA ind i de sociale medier, med en blog og en facebook side som stadig vokser. Jeg elsker det netværk der er i BØFA.
Hvis jeg bliver genvalgt, vil det fortsat være disse ting jeg vil arbejde for.